Træt træt træt

Det er noget underligt noget, når man pludselig finder sig selv i en situation, hvor omstændighederne har taget over. Hvor man ikke længere føler at man har en fod på begivenhedernes gang. hvor man nærmest bare flyder med en strøm som man på ingen måde kan styre. En strøm der bliver stærkere og stærkere og som i sidste ende vil sluge  én. Jeg startede ud med at hoppe i vandet. På det dybeste sted. Forsøgte at padle i en retning jeg troede var den rigtige for mig, men endte op med at miste fokus, få krampe og til sidst blot lade mig selv flyde med.

Tid til eftertanke - tid til at tage teten.

Jeg har gået længe og tænkt over dette. Det er ikke fordi det er nogle specielt store tanker men jeg har hele tiden vidst, at jeg før eller siden måtte tage beslutningen. Jeg har det ikke godt som tingene er nu. Slet ikke godt. Jeg udviser alle symptomer på stress. Jeg sover dårligt, min hukommelse er svækket, jeg har humørsvingninger og tudeture dagligt. Alt for længe har jeg lukket øjnene for det. Jeg kan vælge at blive ved med at køre videre i samme spor og før eller siden gå helt død i det eller jeg kan vælge at gøre noget aktivt. Der er ingen tvivl om, at der ikke længere er noget her i Aarhus. Det hele forsvandt med M. Jeg ved godt at det er håbløst at holde fast i ham, for han vil aldrig respektere mig nok til at vi vil kunne leve sammen. Jeg elsker ham og vil altid elske ham. Jeg kan uden tøven sige at han er mit livs kærlighed. Også selvom vi ikke har levet i flere år sammen. Det der var, var virkeligt for mig. Jeg har ikke oplevet noget tilsvarende og har accepteret at det ikke kommer til at ske igen.

Nu er det på tide at jeg begynder at mærke efter hvad jeg i virkeligheden gerne vil. Jeg er tydeligvis kørt fast i dette job også selvom det er gode penge og et udemærket arbejdsmiljø. Men opgaverne er at for ensformige og tekniske til at jeg kan finde mening og motivation i dem mere. Det føles lidt som om min lyst til at kæmpe mere er forsvundet. Meningen er væk. Hvorfor tjene en masse penge hvis man ikke har en at forkæle og bruge dem sammen med? Min energi og mine kræfter er væk. Jeg har ikke lysten til at udforske verden alene.

Det er længe siden at jeg har købt en bog. Slog det mig. Den der fornemmelse af at være den første der åbne de trykte sider. Indsnuser duften af tryksværte og nænsomt presser bogens første sider ned mod ryggen. Denne fornemmelse at være den første der indtager et indtil nu nyt land. Skudt være med at bogen er trykt i flere hundrede eksemplarer. Dette eksemplar er unikt på sin helt egen måde. Som med så mange andre ting i denne verden. Men altså noget jeg alt for sjældent gør. Istedet har jeg et utal af gange sløbt den ene ituslidte bog efter den anden hjem fra biblioteket. Her er æselærer og indskrevne noter nærmest en selvfølge og duften af fugtig kælder en realitet.

Til evig tid

Vil jeg til evig tid være en af de typer der er bekymrede over hvad min modsætning foretager sig. Tager han på date? Holder han ikke nok af mig? Er jeg bare en af de der paranoide typer? Tør jeg ikke elske? Hvad er der galt med mig og hvorfor denne uro? Den opstod forleden og voksede sig stor i løbet af ugen for så at kulminere i løbet af torsdag og fredag grundet manglende respons. Men skrev han ikke torsdag? Sendte han ikke billeder? Jo.. Hvorfor er den der så stadig? Jeg vil ud af denne længsel. Jeg vil være ligeglad. Jeg vil slippe bekymringerne og bare være. Sammen med ham. For hvis han ikke vil være sammen med mig er det hans tab og ikke mit. Jeg er meget mere værd og det ved han.

jeg ved godt at det er idioti at gentage sig selv, men kan umuligt holde det indeni mere. Den spirende fornemmelse jeg har vokser stødt. Jeg ved at jeg er et sted i mit liv hvor der ligger mange ting foran mig. Jeg ved hvad der er essentielt for mig og for at jeg har det godt. Den vigtigste faktor er ham. Jeg anede slet ikke at jeg ville kunne komme til at holde så meget af et andet menneske. Naturligvis stadig med en vis portion skepsis. En vis del af mig vil altid være lukket og beskyttende i forhold til mine følelser, men jeg ved at jeg vil være sammen med ham. Det har hele tiden været ham, fra den dag jeg mødte ham første gang. Jeg har oplevet meget ondt i hans selskab også men modsat tidligere har det fået mig til at tro endnu mere på kærligheden. Tro på at man skal kæmpe for den. At den skal næres og bygges op over tid.

Jeg har sagt det et utal af gange og siger det gerne igen. Jeg elsker virkelig den mand. Jeg elsker  ham og jeg kan umuligt forestille mig et liv uden ham mere. Ligemeget hvor håbløs vores situation er, så er det altid ham der vil være den der vil betyde mest. Selvom han til tider kan gøre de mest håbløse og idiotiske ting, der burde få mig til at vende mig og gå, er det alligevel ham. Altid ham. Han er egoist til fingerspidserne. Han kan være umådelig arrogant. Han er den største nørd jeg kender og en klodsmajor når det kommer til ydre fremtoning. Men det er netop dét jeg elsker ham for.

Nu kommer der noget helt nyt. Som et blogindlæg af virkelig random udgave. Jeg er virkelig forelsket i en mand der tydeligvis ikke vil have mig. Men faktum er at jeg elsker ham. På trods af at han har bedraget mig.. Eller måske ikke direkte men indirekte ikke vist mig tilstrækkelig interesse. Men hvorfor er det at vi tiltrækkes af denne type mand? Hvorfor er han mere interessant end den gængse "jeg ligger mig for dine fødder"-type? Fordi de er for nemme og denne for svær at tøjle? Hvorfor skal mænd tøjles i det hele taget? Hvorfor kan vi ikke bare leve i en symbiose hvor vi skiftevis tiltrækkes og frastødes men hele tiden forbliver sammen? Hvorfor skal han være så svær at tolke og dermed så svær at elske?Hvad er det jeg selv gerne vil have fra ham som han tydeligvis ikke givet mig? tryghed ? Troskab? tror han overhovedet på at dette findes? hvad ligger der til grunde for denne frygt for tilknytning?